torsdag den 28. november 2013

Løkken til Ålbæk henover Grenen langs Nordsøstien


 Vandring i kystens kulturhistorie

Aftensol over Vesterhavet nord for Løkken

Nogen af jer læsere ved måske at jeg har et projekt Danmark rundet langs kysterne til fods. Jeg har nu været i gang i en 5-6 år. Projektet går ud på jeg tager en weekend + nogen dage når jeg kan og går en bid af kystlinjen. Jeg følger som oftest etablerede stier.

Tysk bunker gledet ned fra skrænten grundet erosion. Menneskene i baggrunden giver en god fornemmelse af størrelse.

Projektet er et lille modsvar til dem, der mener at friluftsliv er noget man kun kan opleve i vildmarken. Der er masser af friluftsliv og gode kulturelle oplevelser i din baghave. Derudover er det også et projekt, der giver mig muligheden for at opnå kontakt med mig selv, samt et kulturelt og historisk Danmark jeg ikke kan læse mig til.

Vraggods på stranden helt fra Aberdeen. Håber ikke der var nogen i den.

Jeg skulle til Slette Strand i forbindelse med mit Master studie på KU. Jeg besluttede mig for at blive lidt længere, og gå fra Løkken mod Frederikshavn henover Grenen. Jeg læser sammen med en, der bor omkring Hjørring, så det krævede ikke meget overtalelse, for at få hende til at deponere mig i Løkken lørdag eftermiddag. Klokken var tre og solen stod allerede lavt på himlen. Jeg bevægede mig ud mod stranden, fandt den første markør med, det for mig, efterhånden velkendte bølgede N der signalerer en del af Nordsøstien. Lad mig med det samme slå fast at al færdsel langs Vestkysten af Danmark er forbundet med vind. Jeg har aldrig oplevede en vindstille dag derude, men de findes nok. Til gengæld var det fremragende solskin, hvilket holdt det meste af turen. Minussiden af ingen skyer og vind er kulde på denne årstid, men det var jeg forberedt på. Jeg havde vinter udstyret med, da der var varslet ned mod en minus 4-5 grader om natten.

Sandfygning

Jeg gik helt ude på skrænten med et 20 meters fald på venstre side ned mod den brede sandstrand, som er fast nok til at biler kan køre på den. Hvilket for mange er en oplevelse og for andre en forbandelse over man tillader kørsel på sandet. Jeg så ikke nogen biler på stranden og i det hele taget meget få mennesker på hele turen.

Tornby Klitplantage med udsigt mod havet op gennem kløften

Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at gå så langt da det var sent på dagen, men det ene skridt tog det andet, kroppen faldt ind i en ”groove”. Omkring Rugbjerg Knude Fyr sænkede mørket sig totalt og pandelampen kom på, for jeg var egentligt ikke parat til at stoppe. Fyret er i dag opgivet grundet sandflugt.

Så forstår man godt, at skiltningen skal vedligeholdes

Det gav en særlig oplevelse at passere igennem Mårup Kirke i mørke mens du tydeligt hørte havets brusen nedenfor stranden. Mårup Kirke er fra det 13. Århundrede men blev taget ud af brug i 1928. Kirken blev oprindeligt opført to kilometer fra havet. I dag er dele af den og gravene faldet i havet. Kort tid efter kommer man ind til Lønstrup by og manglen på ”stealth” camp muligheder tvang mig helt op lige nord for Skallerup Klit hvor et tomt sommmerhus fik en overnattende gæst i haven helt ude mod vandet.

Indgangen til Hirtshals

Den, for området, normale vind tog til i løbet af natten og vendte sig i nord, hvilket gjorde at mit telt larmede gevaldigt i vinden. Kl. 5.30 gav jeg op på at sove mere, pakkede ned og vandrede videre igen i pandelampens skær. Vinden var så stærk at sandfygning gjorde de næste mange kilometer i åbent terræn langs Kærsgård Strand op til Tornby Plantage til noget knap så morsomt. Jeg overvejede at søge længere ind i land og følge cykelruten. Det blev ved overvejelsen og efter en time var jeg i læ i Tornby Klitplantage. Solen stod op ligesom jeg gik i en kløft ud mod vandet igen. Resten af ruten mod Hirtshals var direkte på stranden i stærk vind og med god sandfygning, det meste dog denne gang ikke højere end knæene. Hvor det tidligere havde været i hovedhøjde fra de store klitter.

They mean business around here!

I løbet af formiddagen drejede jeg østpå og passerede gennem Hirtshals for at fortsætte mod Tversted Plantage som jeg havde udset som et passende mål for dagens vandring. Lige før Skiveren ligger en primitiv overnatningsplads. Jeg regnede med, at kunne nå den lige inden mørket sænkede sig totalt omkring kl. 16.30. Eftermiddagen bød på en del vandring gennem sommerhus områder og vekslede mellem grusvej og sti i klitterne. Ruten fører op til Tversted by men i retrospekt skulle jeg bare have fortsat via stranden, da jeg ikke skulle noget inde i byen. Tverstedsøerne er et lille kunstigt sø område indrettet som udflugtsmål og Østerklitmølle var skuffende da selv møllen stod ved siden af laden. Jeg slog mit telt op, fik lavet noget aftensmads og læste på min Kindle indtil kl. 21 hvor jeg blev overmandet af træthed. Jeg havde også gået langt og havde været tidligt oppe. Denne nat var der ingen vind der forstyrrede. Jeg sov dejligt indtil kl. 6 næste dag.

Ensomt træ på heden og i klitterne.

Jeg er hvad jeg vil kalde en organiseret vandrer. Jeg efterlader ikke noget ”flydende rod” i teltet. Det tager mig derfor ikke lang tid at pakke ned når jeg først har tvunget mig ud af den varme sovepose. Jeg er til gengæld en frossen pind om natten. Derfor havde jeg også medbragt min nye vintersovepose. Jeg skal blankt erkende den var svær at forlade. Jeg vil gætte på at temperaturen var omkring 0 til minus 2 den morgen. Det skulle dog blive koldere den næste nat.

Lille mand i Danmarks Wilderness omkring Råbjerg Mile.

Jeg var afsted mod Skiveren en time inden morgengryet. Omkring campingpladsen mødte jeg den lokale opsynsmand. Han havde lyst til at snakke lidt med ”den tossede Københavner” der dukkede op her før kl. 7 i mørke. Mens jeg fyldte vand på min flaske udvekslede vi lidt smalltalk. Han fortalte om den bindegale nordmand der havde sejlet kajak fra Norge og til Skiveren på 36 timer tværs over havet.  Noget af en bedrift må man sige.

Råbjerg Miles ørkenlandskab i baggrunden

Efter Skiveren begynder Danmarks ”wilderness”. Grenen er ikke det mest befolkede område i Danmark.  Udover det lille sommerhus område Kandestederne ville jeg stort set ikke støde på et hus før jeg ramte Gamle Skagen. Hvilket også var grunden til jeg lige skulle tanke op i Skiveren inden afgang. Jeg kom videre og spiste morgenmad lige inden jeg igen kom helt ud på stranden, for at fortsætte op mod Danmarks største vandreklit kaldet Råbjerg Mile. Denne strækning er øde og smuk. Solen kommer på denne årstid ikke højt på himlen, men lidt varme kunne man godt fornemme når jeg kom fri af klitterne og den skinnede på mig.  Råbjerg Mile dukkede op i horisonten som et ørkenlandskab. Jeg skulle ikke op på selve Milen, men lige inden drejede jeg nord vestpå ud mod stranden, som ville tage mig hele vejen op til selve Grenen. Råbjerg Mile rummer omkring 4 millioner m3 sand og er optil 40 meter høje sandklitter der former et miniørken landskab. Selve Milen bevæger sig ca. 15 meter om året i en nordøstlig retning som vinden blæser oftest. I år 2230 vil den nå Kattegat.

Mølle i Kandestederne

Det var koldt og jeg holdt ikke mange pauser undervejs. Jeg var lidt i tvivl om hvor langt der var til spidsen og hvad min fart ville være i sandet langs stranden. Vil lige indskyde at vandrestave bare er guld værd i halvløst sand.

Danmarks nordligste markør på Nordsø Stien med Pacerpoles og Hyperlite Pack

Plan A var at nå frem lige inden solnedgang, for at fortsætte indtil Skagen, hvor en god øl og en gang pizza/burger ville være en lækker belønning.  Plan B var at slå lejr lige inden Grenen for at besøge den ved solopgang og potentielt spise en tidlig brunch i Skagen som belønning. Det blev til plan A efter en spurt langs Nordstranden. Jacobs Cafe inde i Skagen bød på burger og juleøl serveret af en sød pige, der lige skulle høre hvad jeg lavede med den rygsæk på. Efter et godt måltid, lidt juice på telefonen og en frisk kop kaffe trissede jeg mod Den Tilsandede Kirke for at slå mit telt op i plantagen og sove længe.


Skagen set fra Grenen i nedgående aftensol

Som tirsdagen gryede, fik jeg nogle super billeder af kirken. Planen for dagen i dag var at nå så langt mod Frederikshavn som muligt, så jeg ville kunne vandre indtil banegården onsdag morgen og tage toget hjem. Jeg passerede Hulsig hede, og Bunken Plantage. Fik hilst på Råbjerg Mile (igen). 

Den Tilsandede Kirke i morgengry med måne over.

Omkring Ålbæk blev jeg ringet op og informeret om at min søn havde fået en akuttid hos tandlægen til to rodbehandlinger af hans fortænder (han har været involveret i et trafikuheld tidligere på året). Det ønskede jeg at være sammen med ham om, så længe leve rejseplanens app, der fortalte mig at jeg kunne nå et tog fra Ålbæk kl. 15.10 og være i Hillerød kl. 22.30. 

Gaardbo Birk Tingsten minder om at Skagen odde er et landskab i konstant forandring grundet naturen

Jeg slog et venstresving mod Ålbæk, forsynede mig med proviant til togturen fra det lokale supermarked. Bippede mit rejsekort og slog mig ned i toget med min Kindle. Bon voyage.

Brede strande langs det meste af ruten

Jeg har regnet lidt på antal kilometer fra Løkken til Ålbæk og når frem til 145 kilometer tilbagelagt fra lørdag kl. 15 til tirsdag kl. 15. Det er sgu meget godt gået.

Nogle har spurgt efter pakkeliste, så ved lejlighed lægger jeg den under linket pakkelister.



søndag den 3. november 2013

Som en frø i vandet?



Jeg har en klar romantisk side til mit friluftsliv. Jeg er overbevist om, jeg gennem mine naturoplevelser kan opnå indsigt i mig selv, lære nogle vigtige ting om livet, og dermed blive et bedre menneske. Har jeg overhovedet noget at have mine forestillinger i? Og i så fald hvad har jeg lært?

Ideen om at søge visdom i naturen er bestemt ikke ny.  Jesus, Moses, Mohammed og Buddha havde alle nogle af deres livs højdepunkter mens de var i naturen. Lidt mere jordnært har personer som Henry David Thoreau og John Muir være en stor inspirationskilde med deres spirituelle tekster, der ofte kan tolkes som værende imod at lægge for stor vægt på materiel velstand. De to er nok mest kendt i USA, men deres værker er klart et litterært besøg værd, hvis du er interesseret i noget sådant. 

På vores breddegrader er det ofte folk som Roald Amundsen, Fridtjoff Nansen og ikke mindst vores egen Knud Rasmussen, som de fleste har hørt om for deres store mod i at udforske, opleve og mestre det ukendte men også deres hjemlige natur. Sidstnævnte har vel egentligt aldrig fået den anerkendelse i Danmark, han måske burde have haft.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde forsøge at påstå, jeg er i deres liga med hensyn til formåen, men mindre kan jo også godt gøre det. For mig indeholder det at vandre og sove i naturen altid noget meditativt og spirituelt. En forenkling af livet helt ned i det mest basale. Madonna sang engang ”into the Groove” og det passer metaforisk meget godt på, hvordan jeg mener vandring kan opleves. Ikke at jeg er Madonna fan som sådan. Der er bare en fred og ro i hovedet på en når man ”groover”. Jean-Jaques Rosseau en fransk filosof har engang sagt. ”Jeg kan kun meditere når jeg går. Hvis jeg standser holder jeg op med at tænke. Min hjerne fungerer kun sammen med mine ben”. Rosseau mente måske, at vi kun gennem kroppens sanser kan skabe mening i tilværelsen. Vi skal sanse inden vi kan erkende mening, mestre naturen og dens udfordringer.

Herhjemme er vores egen Søren Kierkegaard citeret for at sige. ”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom. Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den”.  Kierkegaard mente i sin filosofi, at vi adskiller os fra dyrene og planterne fordi vi har en bevidsthed og en ånd. Han postulerede også, at vi fornægter denne ånd ved overdrevent forbrug og ødselhed. Vi fastlåser os for nemt i faste vaner og er ofte for konforme i vore livsvalg. 

Det er lidt som frøen, hvis du smider den i en gryde med kogende vand, så springer den ud med det samme. Hvorimod, hvis du langsomt varmer vandet op til kogepunktet, så bliver den siddende og møder til sidst en smertefuld skæbne. Kierkegaard er også kendt for at mene, at for meget selvindsigt i sidste ende vil føre til en slags eksistentiel angst. Kan det være noget af en forklaring på alle vores krumspring for at realisere os selv på den ene eller den anden måde.  Det giver i hvert fald stof til ironisk eftertanke, når jeg ligefrem sidder, og skriver en klumme om det at opnå selvindsigt gennem vandring, men det er vist en anden klumme.

Tilbage til mit første spørgsmål. Hvad er det så jeg oplever at få ud af at gå? Grundlæggende er det tre ting.

  • Jeg tillader mig selv at give mig tid til en aktivitet, jeg holder af meget af. 
  • Jeg er sammen med mig selv i så lang tid, at jeg ofte ”groover” i en slags flowlignende tilstand (mediterer) mens jeg går. 
  • Less is more bliver min pejlestok i livet, og jeg undgår derfor at blive som frøen i gryden, der bliver siddende indtil det er for sent.

En gå tur bliver derfor nogen gange det skridt tilbage, den til frysning af ens tilværelse og arbejde, som man mentalt har behov for bedre at kunne overskue, analysere og se kritisk på ens liv. Er man midt i det hele, er det det bare hektisk og hurtigt, en dag tager en anden, og man sidder fast i dalbunden fremfor at bevæge sig på bakkekammen. Gå en tur, det giver mening.

mandag den 14. oktober 2013

Sovposen, dun eller fiber?

Cumulus Liteline 400 dunpose
Sovepose junglen
Alle friluftsmennesker holder af at krybe i sin sovepose efter en god lang dag i naturen og på sporet. En god nats søvn er alfa omega for jeg kan præstere igen dagen efter. Det er et af de vigtigste stykker udstyr du har med dig, og det eneste der bare ikke må blive gennemblødt.

Skal du til at købe en sovepose kan det nogen gange være en jungle. Grundlæggende skal du vide at vi alle sover forskelligt, at komfort er ikke ens for alle og at alle producenter lyver i større eller mindre grad. Det er ikke nødvendigvis med vilje, de udnytter bare at der ikke findes så mange standarder på området. Min erfaring er der er to primære ting du skal holde for øje. Det er mængden af fyld i gram og kvaliteten af fyldet.  Jo større kvalitet jo mindre fyld kan du slippe af sted med for samme varme egenskab.

Dun, fjer eller syntetisk fyld.
Dun er små løse fjer fra gæs eller ænder. Dun sidder helt inde på kroppen ved dækfjerene, deres hovedopgave på fuglen er at virke varmeisolerende og det gør de fremragende. Dun fra gæs er at foretrække fremfor and, da de er finere end and. Dun kvalitet måles i ”fill power” eller dunenes bæreevne, nogen gange også kaldet ”loft”. Feks. 900 cm3/gram eller 300 cm3/gram, jo højere værdi, jo mindre dun skal der til for at skabe samme varmeisolerende egenskab. Der kan altså skabes samme varme af forskellige kvaliteter dun, en lavere kvalitet er bare meget tungere og indeholder flere fjer end dun. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig, at jo finere dun desto mere koster processen og dermed soveposen. Vægt og volumen er jo meget interessant for os der drager af sted med vores hjem på ryggen.


Gode ting ved dun:
Vejer mindst, kan komprimeres mest, meget holdbar, mest åndbar, duns bærevne holder i længere tid end tilsvarende for syntetisk fyld.

Negative sider ved dun:
Koster mere (ikke på den lange bane), gennemvåde dun klasker sammen og mister dets isolerende egenskab.

Syntetisk fyld kan groft sagt deles i to. Korte fibre som feks. Primaloft og lange fibre som feks. Climashield. Korte fibre er mest udbredt og ofte lidt billigere. De korte fibre skaber deres varmeisolerende egenskab ved at være pakket tæt sammen og dermed skabe det ”loft” der isolerer og fanger luft. De kan komprimeres en del, men de degraderer hurtigere og kan knække hvis komprimeret for meget i længere tid.

De lange fibre er typisk stærkere og mere holdbare da selve fiberen er tykkere. Denne egenskab giver et bedre ”loft”, men det betyder også at en sovepose med lange fibre fylder mere og kan ikke komprimeres så meget. De degraderer heller ikke helt så hurtigt.

Fordele ved syntetisk fyld:
Billigere end dun, Fyldet er bedre fordelt i soveposen, Isolerer bedre vådt end dun (men ikke prangende, så lad være med at teste det).

Negative sider ved syntetisk fyld:
Tungere end dun, lavere varme effekt for samme vægt, Kan ikke komprimeres lige så meget , syntetisk lavet med petroleum og derfor ikke bæredygtigt, holder ikke lige så lang tid som dun, da fiber degraderes over tid.

Yderligere om soveposer
Gennemgå for dig selv hvilken temperatur du mest skal bruge soveposen i og vælg derefter, du kan varmeforstærke en ”tyndere” pose, det er sværere den anden vej.

Soveposer kan være syet på et hav af forskellige måder. Generelt ønsker producenten at optimere ”loft” og undgå kuldebroer. Derfor syes der på en sådan måde at der er overlap mellem de enkelte dun celler. Soveposer der er syet igennem skal være enten til sommerbrug, eller anden minimalistisk brug.

Den ydre skal i soveposen er ofte i en vandafvisende ripstop nylon. Nogle producenter tilbyder endda soveposer med vandtætte ydre. Dette kan være til god effekt i f.eks. top eller bund hvis man kommer til at røre kondensfyldte teltsider eller andet der er vådt. Helt vandtætte soveposer er mere specialiserede soveposer til specielle miljøer.


Cumulus Quilt 350
Af andre typer soveposer vil jeg lige nævne Quilten, som er en hybrid mellem et tæppe og en sovepose. Du skal forestille dig at bunden er taget ud af en traditionel mumieformet sovepose. Det giver nogle begrænsninger men bestemt også nogle fordele. Teorien bag det at fjerne bunden er god nok. De dun du ligger oven på bliver alligevel presset flade og isolerer derfor minimalt, så dem kan man ligeså godt fjerne helt. Det er meget producent afhængigt hvor stor en del der fjernes, men ens for alle er at der beholdes en fodboks omkring under benene og fødderne. Er man minimalist (som mig) så har Quilten den store fordel at den vejer og fylder mindre end en tilsvarende traditionel sovepose. Det jeg mister, er en hætte så den kræver god og varm hovedbeklædning når det er koldt.

mandag den 22. juli 2013

Hjemvendt fra Hærvejen

Selv tak!

Jeg er netop hjemvendt fra 5 dages vandring fra Viborg til Vejen langs Hærvejen. Ruten følger stort set det Jyske vandskel hvorfra bla. Gudenåen og Skjern å har sit udspring, de løber henholdsvis mod øst og mod vest. Undervejs passerer man mange historisk interessante steder. På mange måder en tilbagerejse i det danske landskab.

Jeg havde varme og sol alle dage med temperaturer helt op til 30 grader. Jeg vil senere komme med et fuldt indlæg om turen og lægge min pakkeliste op.

Jeg skylder også et indlæg fra min maj tur langs Stevns Klint til Vordingborg ;-)

onsdag den 22. maj 2013

Naturstyrelsens Idestorm for friluftsliv

Ja, så røg min ide online på deres hjemmeside. Kvag mit studie har jeg gennem et stykke tid gået og tygget på hvad mit Masterspeciale skulle være. Det oplagte ville selvfølgelig være at lave et speciale om Udeskole udervisning på Hillerød 10. Klasse Skole eller om min Outdoor linje på Hillerød Ungdoms Center. Jeg har bare kunne mærke at hjertet var et andet sted. Efter en af vores forelæsninger af Anette Bischoff på Høgskolen i Telemark, hvor hun tog udgangspunkt i hendes Phd afhandling med det "catchy" navn "Mellom meg og det andre er der stier... En afhandling om natur, mennesker og stier" var jeg hooked.


Jeg har altid elsket følgende indgravering på "The Forgotten Army's" mindesmærke, som siger "When you go home, tell them of us and say, for your tomorrow we gave our today". Det er ikke for at minde om at vi skylder dem noget specielt tak, men mere at deres villighed til at ofre noget af dem selv skal ses som noget vi alle skal stræbe i mod for at skabe et bedre liv for alle. Her mener jeg ikke nødvendigvis med krig, for der er mange veteraner indenfor Politi, Beredskab og andre organisationer.

Jeg er selv veteran, jeg har det godt. Det er ikke alle veteraner der har det godt ligesom mig, men alle har vi givet af sig selv på et tidspunkt og jeg vil gerne give noget tilbage til mine "Brothers (and Sisters) in Arms".

Du kan finde mit foreslag her.

http://idestorm.naturstyrelsen.dk/friluftspolitik/ideas/243


tirsdag den 29. januar 2013

115 km på Camino de Santiago



Katedralen i Santiago De Compostela

Min dejlige kone udtrykte for nogle år siden et ønske om at prøve kræfter med ”Den der spirituelle vandrerute i Spanien”. I 2012 ville hun blive 28 år igen, eller var det nu 40, så jeg havde bestemt mig for at parkere vores to børn hos mine svigerforældre, og invitere fruen på en uges vandring i Galicien langs den sidste del af Caminoen til Santiago.Vi gik turen i oktober måned 2012.

Camino de Santiago et kort tilbageblik.

Spanien var i Middelalderen, som nogen måske ved, besat af Mauerne. De bekendte sig til den Muslimske tro. De regerede den Iberiske halvø med Spanien og Portugal i relativ fred og ro. Det var blandt andet tilladt at dyrke andre religioner såsom kristendom og andre mere hedenske traditioner, så alt i alt gik det okay på den Iberiske halvø. De fik lov til at være i fred. I hvert fald så længe der var vigtigere slag at slå omkring Jerusalem, man kan jo ikke det hele på en gang har den Katolske kirke nok tænkt, og der var vel ikke rigtig noget ”dernede” der kunne motivere de rige Konger, Prinser, Baroner og Ridderordner til at starte en krig mod Mauerne.

Indtil år 813 hvor en Eremit ledes til en grav i Galicien af en ledestjerne (hvor har vi hørt den før?). Ret hurtigt går rygtet om, at man har fundet Apostelen Jakobs grav, hvis du nu sidder og tænker, hey han blev da henrettet i Jerusalem, hvordan er han endt op i Galicien på den Iberiske halvø, så er du ikke helt forkert på den, men større mirakler er jo sket. For at markere den helt mirakuløse begivenhed blev der beordret opførelsen af en Katedral oven på Sankt Jacobs gravsted (Campus Stella). Santiago betyder Sankt Jacob, så ikke så underligt hedder byen og katedralen i dag Santiago De Compostela .

Sankt Jacob pryder kirken  i Melide

Et så helligt område kunne selvklart ikke være under Mauersk kontrol. Den Kristne Kirke og de herskende magter i Europa samlede sig hurtigt i en militær Sankt Jacobs orden og drog afsted for at generobre Spanien fra Mauerne. Faktisk siges der at Sankt Jacob på et tidspunkt genopstod for at kæmpe på de kristnes side.

Krig koster penge, og hvem har flere penge end turister, derfor skabte man en ny pilgrimsrute og gjorde Sankt Jacobs grav til et af de vigtigste rejsemål for kristne turister, også kaldet pilgrimme. Det at begive sig afsted på vandring ansås som en måde, at forkorte sjælens tid i Skærsilden inden denne kunne forsætte til Paradis. ”Husk Herrens ord, jeg er vejen, sandheden og livet”. I år 1200 var der tre store hellige områder i Europa, som pilgrimme valfartede til, disse var Jesu grav i Jerusalem, Peters grav i Rom og Jacob grav i Santiago De Compostela.

Op gennem århundrederne indtil omkring år 1600 hvor reformationen ændrer lidt på kirkens spilleregler, estimerer man i dag, at omkring 500.000 pilgrimme hvert år valfartede til Jacobs grav. Et imponerende tal. Derefter falder interessen en del i hvert fald udenfor Spanien indtil disse moderne tider hvor tankerne omkring Jakobs vejen som en spirituel dannelsesrejse genopstår. I 1993 optages ruten på UNESCOS liste over verdens kulturarv, og i 2010 estimerede man at 270.000 pilgrimme valfartede til Santiago igen. Det er ca. halvdelen af hvor mange der foretog rejsen i Middelalderen, men stadig et imponerende antal.

Vordende pilgrim klar til afgang hjemmefra

Man kan jo spørge sig selv hvad de leder efter dem der foretager rejsen i dag? Det tror jeg ikke der er noget enkelt svar på, men helt sikkert har det noget at gøre med at komme væk fra ens normale omgivelser, deres etablerede sammenhænge og forventninger for derved at skabe ny mening, finde nye sider og måske endda orientere sig anderledes i sit liv. Der er forsket i denne ”moderne” pilgrimstradition. Her er det netop spiritualitet set i en moderne kontekst af løsrivelse fra normer i tid og rum, søgen efter mening, livfølelser og personlig identitet. Religion fylder meget lidt i denne moderne pilgrim.


Rejsen derned og Dag 1, Sarria til Portomarin 24 km

Hele Camino De Santiago eller Camino Frances, som er den oprindelige, eller i hvertfald så tæt på den oprindelige som muligt, starter i hele sin længde i den franske by St. Jean Pied De Port . Herfra snor ruten sin gennem nord Spanien indtil den rammer Santiago De Compostela ca. 780 km senere.

Da vi kun havde en uge, havde vi besluttet os for at gå de sidste 115 km fra Sarria til Santiago, det ville give overkommelige dagsetaper, gode muligheder for overnatning samt kvalificere os til et Compostela (bevis på pilgrimsvandringen) ved ankomsten til Santiago og katedralen.

Det var som om selv lufthavnen vidste hvad vi var på vej til

Vi fløj fra København til Santiago med mellemlanding i Madrid. Der er ikke nogen fly der flyver direkte fra København til Santiago. Vi ankom sent mandag aften. Efter en kort taxa tur indtil byen og hotellet, jeg havde indlogeret os på, gik vi til ro. Vi skulle tidligt op næste morgen og afsted. Planen var at tage en bus fra Santiago og ud til start i Sarria. Bus turen var med skift i Lugo. Alsa.es og Monbus.es er selskaberne der kører, du kan booke billetter og se køreplaner online. Klokken 11.10 stod vi af bussen i Sarria, og gik ind på den nærmeste Cafe for at få vores første Sello, eller stempel i vores pilgrimspas eller Credencial del Peregrino. Dem havde jeg købt hjemmefra hos Danske Santiago Pilgrimme hjemmeside santiagopilgrimme.dk. Stemplerne dokumenterer din rejse. Meningen er du viser dit pas med alle stemplerne på det officielle pilgrimskontor i Santiago, bliver dette godkendt modtager du et certifikat på pilgrimsturen.

Ankomst Santiago de Compostela sent om aftenen

I Sarria var det jo næsten frokosttid, og efter en formiddag i en bus lød et måltid mad som en god ide. Vi tankede op på snacks i et supermarked. Efter at havde gået 500 meter op i byen Sarria, stødte vi på Jakobsvejen, som var tydeligt markeret med en Muslingskal.

Muslingskallen bruges som symbol på Camino De Santiago, fortællingen siger at pilgrimme tog den med hjem som bevis på de havde gået turen og samlet den op ved ankomsten til kysten ude ved Verdens ende på latin kaldet Finis Terra. I Danmark kalder vi den også en Ibskal, da Ib åbenbart er dansk for Jacob, det er jo logisk. Min far har for en del år siden cyklet fra Danmark og hjembragt en Ibskal. Da han hørte om vores pilgrimstur synes han, den skulle gå i arv til os. Vi havde derfor vores egen med hjemmefra. De kan dog købes overalt på ruten og mange pilgrimme har en monteret på rygsæk eller andet.

Startstedet i Sarria med nedarvet Ibskal

Vores første stop på grund af sult var derfor allerede 500 meter inden på ruten. Maison Papas ved ruinerne af Sarrias Slot tilbød en enkel Menu del Peregrino, som bestod af 2 retter mad, og en flaske husets rødvin til den fystelige sum af 10 Euro per person. Gennemgående på hele turen kan du overalt købe disse pilgrimsmenuer til overkommelig pris. Det er ikke gourmet mad, men du bliver mæt, og der følger som oftest en flaske husets vin med, lidt pudsigt skal du dog betale for øl hvis du ønsker det i stedet.

Slottet i Sarria blev ødelagt i 1500 tallet ved en lokal revolte, hvor bønderne udfordrede de lokale aristokrater. Der er kun et enkelt tårn tilbage. Efter slottet passerer man Mosterio da Madalena, krydser Ponte Aspera (Den Grove Bro) for derefter at bevæge sig opad gennem bittesmå samfund, der hovedsageligt erhverver sig ved smålandbrug.

Sten der viser afstanden til Santiago

Generelt går ruten over en flod, op af en bakketop, henover toppen, ned til en ny flod eller å, over denne o.s.v. Her på første dagen hed toppen Alto Paramo i 660 meters højde. Da vi først var kommet sent afsted efter bus og frokost var vi lidt i tvivl om hvor langt vi ville nå her på første dagen. Vi var dog ikke nervøse. Der ligger rigtig mange Alberques lige på eller tæt på ruten. Disse tilbyder enkel overnatning fra mellem 5 Euro og opefter, det afhænger af hvor luksuriøst du vil have det.

Pit stop henover Alto Paramo, det regnede en del de to første dage

Min kone var et ubeskrevet blad i forbindelse med vandring. Ingen af os vidste hvordan hendes krop ville reagere på mange kilometers vandring hver dag. Jeg havde derfor langt temmelig konservativt ud, og lod hende bestemme farten, hvilket var en indbyrdes aftale. Det var hendes tur og hun bestemte. Hun kværnede derud af, og vores første holdt var efter 12 kilometer på en lille bar kaldet Casa Morgade. Vi fortsatte opover toppen, som tidligere nævnt og ned gennem en lille landsby kaldet Vilchá. Herefter kommer man til floden Miño. På den anden side ligger byen Portomarin. Området her har haft stor strategisk betydning, da floden har dannet en naturlig barriere. Både Romerne og andre har sloges om dette vigtige område.

Dagens endestation, floden Mino og Portomarin, læg mærke til den gamle lave bro

For os blev Portomarin dagens endestation. Sammenlagt denne dag havde vi gået 23,9 kilometer, så jeg var pænt stolt af min frue. Vi indlogerede os på et Alberque med udsigt over floden. Der var en restaurant oven på, som udover at servere god mad og kold øl, også bød på Spansk foldbold på stor skærm.

Vi gik til ro på en 6 mands sovesal, hvilket var okay, indtil vi allerede tidligt næste morgen stiftede bekendtskab med et andet Camino fænomen nemlig larmende franskmænd.

Cafe 88 km i Portomarin


Dag 2, Portomarin til Palas de Rei 23 kilometer

Dagen startede grå og regnfuld lidt ligesom den foregående. On and off regnede det på os de tre første dage. Derefter blev vejret gradvist bedre og bedre. De føromtalte franskmænd sørgede for vi var tidligt oppe, så der var ikke meget andet at gøre, end at hoppe i tøjet, pakke sammen og se at komme afsted.

Livs filosofi på turen

Jeg havde købt en guidebog af John Brierley, som hed ”A pligrim’s guide to the Camino de Santiago. Den kan klart anbefales. Masser af information, overnatningssteder og kort i den. Bogen sagde at dagens rute ville begynde med at klatre opad mod Sierra Ligonde 750 meter over havets overfalde. Morgenmaden bestående af kaffe, te, toast og croissanter blev indtaget i Portomarins hyggelige centrum.

Stigning og regn på vej ud af Portomarin

Der var mange pilgrimme af meget blandet nationaliteter og herkomst. En del ville vi se igen senere på dagen, andre ville vi se flere dage senere. Det er et af Caminoens mysterier, denne måde hvor man væver ind og ud af hinandens livsøjeblikke, måske ses man hurtigt igen, måske ses man aldrig igen, det er nok derfor man gør meget ud af at hilse med et ”Buen Camino” når man passerer hinanden. Jo mere jeg hørte og sagde de to enkle ord, jo mere gik det op for mig hvor meget positiv energi der lå i de to ord.  Det var både anerkendelse og energi juice i et kort øjeblik.

De gule Ibskaller viser vejen

Tilbage på ruten steg terrænet fra 300 til 600 meter på 8 km, det trak nogle tænder ud, specielt på fruen. Tempoet blev holdt nede, så vi ikke brændte alt krudtet af i starten. At det øsede ned hjalp heller ikke, men vi var ok tilpas inden under vores regn ponchoer. Vi passerede en lille cafe omkring Hospital efter 11 km, en kombination af ly for regnen og duften af friskbrygget kaffe trak os ind på den, sammen med en del andre pilgrimme eller peregrinoer, som en pilgrim kaldes på spansk.

Hvor der ikke er Ibskaller eller anden markering, kan du finde en gul pil (ikke kønt).

Lidt længere oppe ad vejen ligger Ventas de Narón, hvor det siges at Kejser Karl den V og hans søn Kong Filip af Spanien har overnattet i 1554, da de var på vej til England, for at Filip kunne gifte sig med Mary Tudor. Hun var dronning af England, og havde vundet tilnavnet Bloody Mary, men der er vist en anden historie. Allerede i 840 var området skueplads for et stort slag mellem Mauerne og Kristne styrker. I dag er her temmelig fredligt.

Jettes bedste venner på turen, mine Pacerpoles

Hen på eftermiddagen blev vejret markant bedre, vejene og stierne vi gik på lå meget stille hen. Antallet af pilgrimme var blevet spredt ud i løbet af dagen. Der var ikke andre i syne ligegyldigt hvilken retning vi så i. Noget af det smukke ved sydligere himmelstrøg er deres blomster. Min favorit blomst er Hortensiaen, hvilket nok stammer fra vores bryllupsrejse til Azorerne , hvor de vokser overalt. De er også meget udbredt i Spanien. Denne dag passerede vi masser af dem i vejkanterne. Specielt ved afstikkeren til Vilar de Donas voksede der en hel hæk af dem. Vilar de Donas er en 5 km afstikker fra ruten til hovedsædet for Ridderne af Santiago.

Smukke hortensiaer

Hen under seneftermiddagen nærmede vi os byen Palas de Rei. Vi indlogerede os på hotellet La Cabana med tilhørende bar og restaurant. Vi trængte til et langt varmt bad og ingen larmende franskmænd. Selv hotel priserne er ok. Vi gav 55 Euro for en nat inkluderet morgenmad. Aftensmaden var en peregrino menu del dia med vin til 10 Euro (dagens pilgrims menu). 

Meget af ruten er på små grus eller asfalt veje

Om aftenen skrev jeg i min journal. En vane jeg har gjort mig på ture. Det giver mig en ro og refleksion, at gennemgå dagens gøremål. Et yderligere plus er man kan skrive dette blogindlæg flere måneder senere, og lige få genopfrisket turen. Det er ikke så ringe endda. Turens mange indtryk og tid til tanker gjorde jeg havde svært ved at falde i søvn denne aften. Hjernen kørte det meste af natten med ideer, tanker og indtryk. Jeg var derfor en anelse træt næste morgen.

Overalt på ruten støder man på monumenter der husker end på fortiden


Dag 3, Alto do Rosario til Melide 16 kilometer

Til alt held fik jeg lov til at sove længe. Vi kom afsted i løbet af formiddagen. Ruten førte os ind gennem den lille by Palas de Rei med en befolkning på omkring 4500 sjæle. Det var efterhånden blevet vores vane, at stoppe i kirker for at få et sello (stempel i pilgrimspasset). Du kan få de her stempler stort set overalt på ruten. Nogen gange står de endda på frit ude, så du selv kan stemple på vej forbi en lille cafe eller gadesælger. I Plasa de Rei bevogtede en ældre mand kirken, da vi kom forbi. Jeg sagde sello til ham og smilede, hvorefter han startede en veritabel strøm af spansk til os. Han gestikulerede os indenfor, viste os rundt i kirken, til slut stemplede han vores pas med stor omhu og ønskede os ”Buen Camino”. Under hele mødet snakkede han til os, selv om det var åbenlyst vi ikke forstod et pløk. Super hyggeligt.

Ridderne af Santiagos sværd

Vi havde allerede fra morgenstunden besluttet os for en kort dag. Jette var godt gående uden vabler, men hun kunne godt mærke muskler og senerne i bentøjet. Der var ingen grund til at risikere noget, så Melide 16 km fremme var dagens tentative mål. Vejret i dag er skyet, men holder for det meste tørt.

Jette som er godt gående

Dagens rute bød på passage af flere mindre floder/åer flere af den var bygget i fin Romersk middelalderstil. Halvejs stopper vi ved en lille hyggelig cafe som ligger på dagens bakketop kaldet O´Coto. Udenfor sidder flere andre peregrinoer, som vi falder i snak med over kaffe og croissanter. De er fra flere forskellige lande, blandt andet en engelsk herre med det ikke så hørte navn Wulfstun. Ham følges vi ad med i en kort periode. Han er advokat der blev fyret, og trængte til lidt tid for sig selv. Han får sin baggage fragtet fra hotel til hotel.

Middelalderlig romersk bro

Vi støder også på en gruppe af pilgrimme, som vi sidst havde set på dag 1. Vi møder samme gruppe på¨den næstsidste dag. Det er bare Caminoen i en nøddeskal, vi glider ind og ud af hinandens liv med et ”Buen Camino”. Meget af ruten i dag går gennem bittesmå samfund med urgamle huse og kirker, nogen af dem kan dateres tilbage til 1200 tallet. Vi rammer Melide omkring kl. 15, hvor vi indlogerer os, og smider vores ting på et alberques sovesal til den fyrstlige sum af 8 Euro. Hvorefter vi går tilbage til byens centrum for at spise frokost og slappe af. Vi møder igen Wulfstun, og får en sludder med ham på en af byens cafer. Henunder aften går jagten på en restaurant. Endnu engang beviser jeg overfor mig selv at ordene ”Entrecoté og Fritas” er universelle.

Vejviser i Melide

Dag 4, Melide til Salceda 25 kilometer

Efter en typisk Camino morgenmad af kaffe, toast og en croissant drager vi afsted. Vejret er smukt med en dejlig sol. Ruten er meget kuperet i dag med passage af mange små åer. Ultreya! Sagde pilgrimmene i gamle dage, så det gør vi også. Ordet er latin og betyder ”fremad”. Indforstået hold humøret højt og bevæg dig fremad hele tiden. Egentligt et meget godt motto.

Magisk sol over Melide

I Boente får vi både et sello og en velsignelse. Hvorefter vi når til Ribadiso til en frokost bestående af Huevos (æg) og Chorizo pølse. Mums. Vi passerer igennem en større by Arzuá, som er den sidste større by inden Santiago. Ruten går derefter igen op og ned, over åer og i gennem gamle eukalyptus skove, med deres allestedsværende duft. På Bar Lino som ejes af, hvad jeg ville karakterisere, som en ældre hippie med hund, får vi lidt koldt at drikke. Ejeren kommer rundt med kastanjer til alle de tre gæster, atmosfæren er sådan, at jeg ikke ville undre mig, hvis jeg også fik stukket en joint i munden, det sker dog ikke. På baren sidder en Irer, som fortæller os at han har gået den nordlige Camino rute tidligere, kaldet Camino Del Norte. Vi støder senere ind i ham lige uden for Santiago.

Krydsning af en af de utallige små åer eller floder

Vi stopper i en lille flække med navnet Salceda, der er et sted at spise, som lukker kl. 20, vi er derfor tidligt i vores senge. Stedet vi sover, er uden varme, og da det er en kold nat er vi glade for vores soveposer, samt det faktum du de fleste steder kan låne et tæppe.

Typisk lille samfund med tilhørende kirke

Dag 5, Salceda til Monte do Gozo 23 kilometer

Jeg elsker at være tidligt afsted. Der er noget magisk over at opleve verdenen stå op, og se solen bryde horisonten mens man er ude i naturen. Vejret var smukt, så jeg havde fået lokket fruen afsted tidligt denne dag. Lige uden for Salceda passerer man et mindesmærke for pilgrimmen Guillermo Watt, der døde her så kort fra målet i Santiago. Det er meget tydeligt i terrænet at man nærmer sig en storby. Vi spiser vores desayones (morgenmad) sammen med en 76 årig amerikansk dame, der har gået hele ruten. Sej dame!

Morgendis og sol

Vi møder mange endags pilgrimme så tæt på Santiago. Ruten snor sig rundt om Santiagos lufthavn, og ind igennem den lange stille by Lavacolla. Dagens endestation er Monte do Gozo (glædens bjerg), kaldet sådan fordi det var fra denne bakke, at pilgrimmene først kunne se spirerne fra katedralen. Et kæmpe monument der fejrer Pave John Pauls d. II’s besøg står på toppen.

Paveligt monument på toppen af Monte do Gozo

Lige neden for bakken ligger der et megastort alberque med 500 pladser i separate små blokhuse, med 4 køjesenge per værelse. Vi har med vilje valgt at stoppe her, selvom vi sagtens kunne være fortsat ind til Santiago. Vi synes begge at den største oplevelse, må være at gå ind næste morgen (en søndag), og nå pilgrimsmessen klokken tolv i katedralen (den afholdes hver dag). Dette giver os stadig masser af tid i Santiago. Vi spiser aftensmad i den nærliggende lille by San Marcos, mens vi taler om at der kun er 5 km ind til centrum den næste morgen. Turen er ved at være slut.

Typisk udsigt fra Caminoen

Dag 6, Monte do Gozo til katedralen i Santiago

Solen skinner fra en skyfri himmel, det kunne ikke være bedre for vores indtog mod Santiago. Vi er tidligt afsted sammen med os er flere andre peregrinoer. Efterhånden som vi nærmer os centrum overtages rute føringen af små indlagte Ibskaller i cementen på fortovet. Fra afstand kan vi se tårnene på katedralen, de står badet i lys, mens resten af byen ligger i skygge fra de omkringliggende bakker. Det er ren følelsesporno men totalt fedt. Vi passerer igennem Porta do Caminó (vejens port), der giver adgang til den middelalderlige del af Santiago. Overalt er der storslåede bygninger og smalle stræder, der så småt er ved at vågne.

Ibskallerne viser vejen i Santiago

Flere havde fortalt os, at man skulle give sig god tid til at ankomme på pladsen foran katedralen og god tid inde i selve katedralen. Vi havde så god tid inden pilgrimsmessen klokken tolv, så vi betragtede katedralen i nogen tid. Derefter besluttede vi os for at gå over og få vores Compostela bevis på at have gennemført mindst 100 kilometer pilgrimsvandring. En lille stykke fra katedralen ligger det officielle kontor for den slags. Her skal du fremvise dit pilgrimspas med alle dine selloer. Godkendes dette får du et bevis på gennemførelse, og kan kalde dig en ”ægte” pilgrim. Udmærket detalje for nogen, for mig er papiret en sjov souvenir, men på kosmisk målestok betyder det ikke noget. 

Katedralens to tårne til højre i billedet badet i sol

Herefter gik vi over i katedralen. Vi havde stadig god tid inden messen, så vi tog den store rundtur. Knælede foran Apostlens grav i krypten og takked ham for sikker ankomst. Krammede hans statue bag alteret som traditionen foreskriver. Lige indenfor hovedindgangen i katedralen er det berømte Tree of Jesse, som udgør den centrale søjle i Portico de Gloria (ærens port). Millioner af tidligere pilgrimme har sat hånden på dette kunstværk i marmor, så der er slidt en hånd i det. For ikke at slide yderligere på mesterværket er det nu spæret af, så man ikke kan nå det, altså med mindre man har mine lange arme. Syret fornemmelse at sætte sin hånd over i et håndaftryk efterladt af slitage fra så mange andre pilgrimme. Jeg måtte dog indkassere flere kritisk løftede øjenbryn fra de omkringstående for min helligbrøde. Det skulle gøres!

Tree of Jesse med håndaftryk fra millioner af pilgrimme

Pilgrimsmessen var en stor oplevelse i en fyldt katedral. Jeg er ikke religiøs i ordets forstand, men det her var en mere inkluderende og hyggelig måde at være sammen i en kirke. Traditionen forskriver at alle de lande pilgrimmene kommer fra nævnes fra alteret, og ganske rigtigt der sneg sig et Dinamarca ind. En anden tradition er man giver hånd og hilser på de omkringstående. Jeg har aldrig gået til nadver i en kirke før. Af uforklarlige årsager gjorde jeg det her i katedralen i Santiago. Det virkede naturligt, og som nogen måske vil sige, også på tide. En sidste tradition er under denne pilgrimsmesse er svingningen af det gigantiske røgelseskar kaldet Botafumeiro, en helt unik oplevelse.

video


Efter messen var slut da vi var på vej ud af katedralen, bliver vi omfavnet og kindkysset af en lille gruppe på 3 spaniere fra Granada, som vi havde mødt nogle gange undervejs, og talt kort med sidst for 2 dage siden. De havde undret sig over hvor vi var blevet af. Et udtryk for lidt mere Camino magi.

Praza do Obradoiro, den gyldne plads set fra katedralens hovedindgang

Udenfor katedralen løber vi ind i den 76 årige amerikaner fra dagen før. Hun havde givet den gas for at nå ind til søndagsmessen. Hun har besluttet sig for at gå de sidste små 87 km ud til kysten ved Finisterra. Jeg er straks misundelig. Ankomsten til Santiago har slet ikke været endestationen for mig. Jeg har lyst til at tage tilbage til startstedet i Pyrenæerne og begynde der, eller i det mindste fortsætte til Finisterra. Inde i mig brænder en mærkelig lyst til at se havet, jeg kan levende sætte mig ind i hvorfor nogen fortsætter til kysten. Finisterra, Del Norte, Mesetaen, Roncesvalles er alle navne der pludseligt kalder på mig.

Alter med statue af Apostelen Jacob, som traditionen siger du skal kramme

Resten af dagen tilbringer vi i Santiago. Vi har indlogeret os i Hosperia San Martin Pinario, som er et ombygget munkekloster. Værelserne er gamle munkeceller, prisen er 70 Euro for en nat med morgenmad, og det ligger lige ved siden af katedralen. Klart anbefalelsesværdigt. Aftensmaden var en lækker lokal Arroz på Saxto II, den var som alt andet denne dag guddommelig.

Aften himmel

Dagen efter fløj vi hjem om morgenen, dog ikke uden en ekstra overnatning i Madrid grundet flyforsinkelser, men det er en anden historie.

Refleksioner over turen.

Jeg havde ikke nogen motiver for at gå denne tur udover en dejlig måde at holde ferie på med min kone. Klart jeg forventede en oplevelse, men jeg forventede ikke at turen ville påvirke mig så meget som den har gjort. På mange måder lever den stadig i min erindring, og mange øjeblikke på turen er stadig noget jeg tænker på næsten dagligt. Noget af det der har berørt mig er ikke det religiøse aspekt, men når det er sagt så kan jeg alligevel ikke slippe tanken om denne her fælles energi strøm eller flod af pilgrimme, der har flydt mod Santiago de Compostela i gennem mange århundreder. 

Jeg er glad for jeg kom derned og oplevede denne fornemmelse på egen sjæl. Jeg tror der er ligeså mange grunde til at gå en Camino, som der er mennesker der går langs den. Fra Wulfstun den overflødige engelsk advokat til den amerikanske spinster der stadig hårdnakket nægter at blive konform, og dermed miste sin nysgerrighed på livet. Fik jeg nævnt hun er 76 år gammel. Henover det amerikanske eller var det canadiske bøssepar, det tyske venindepar, den unge koreanske pige på dannelsesrejse, ja jeg kunne blive ved. Alle fandt vi noget at være fælles om, og det min kære læser er en magtfuld oplevelse.

Dejlig tur